Hvad vil du helst have, at dine amerikanske læsere får ud af Kvinden i Buret?

 På samme måde som det er tilfældet for ’Mad Men’ og ’The Sopranos’ og andre gode serier, vil jeg håbe, at man som læser kommer så tæt på hovedpersonerne, at man næsten ikke kan undvære dem, når romanen først er læst. At man kommer til at opleve spændingsfelter, man ikke har været inde i før, men som man VIL gennemleve, om det så skal koste et par timers nattesøvn. At læseren i det ene øjeblik fortabes i latter for i det næste at blive rystet i nervepirrende spænding.

Carl Mørck er en fantastisk livagtig og nuanceret karakter; han er både mørk, sjov, sårbar, hård, ironisk og fuldstændig menneskelig, når han prøver på at rydde op i de utallige forviklinger, der er i mange af hans uafklarede relationer og forhold. Hvor har du fundet inspiration til denne fantastiske karakter?

  Faktisk er jeg ikke krimiforfatter, jeg skriver snarere thrillere, hvor alt kan ske, og hvor hovedplottet er at forhindre en forestående forbrydelse og ikke ’bare’ at opklare en forbrydelse. Så jeg var nødt til at skille mig af med alle de restriktioner, som en efterforsker har i sit daglige arbejde med hensyn til en bestemt geografisk afdeling og hvilken type forbrydelse, han ville kunne beskæftige sig med. Derfor måtte jeg opfinde en person, som ingen ønskede at arbejde sammen med, så han kunne sidde for sig selv og gøre lige præcis, hvad der passede ham og hvornår.
  Da jeg i sin tid var administrerende direktør på et stort dansk bladforlag, som bl.a. udgav Mad Magazine, diskuterede Mr. Bill Gaines (William H. Gaines skabte Mad) og jeg, hvilken tegneseriestribe der var den bedste, og sjovt nok var vi ret enige om ’The Shadow Knows’ af Sergio Aragones, som var en lille og ofte enkel stribe om alle mulige slags mennesker i forskellige dagligdagssituationer, men deres skygger kastede deres sande tanker og bagtanker op på væggen bag dem (bogstaveligt talt). Denne serie afspejler alt det, vi alle drømmer om at kunne sige lige i synet på vore chefer eller pubertetsunger, og denne serie afspejler både Carl Valdemar Jussi Henry Adler-Olsens og Carl Mørcks inderste sjæle i en nøddeskal. Altså valgte jeg, at en god portion ironi, satire og selvironi kombineret med humor skulle være et vigtigt element i denne hovedperson.
  Disse karaktertræk kombineret med stor politimæssig faglig kunnen og et besværligt privatliv skulle dog ikke stå alene i det samlede billede af Carl Mørck. Min barndom på psykiatriske hospitaler, som søn af psykiatrisk overlæge Henry Olsen, lærte mig tidligt gennem en sindssyg patient, der faktisk hed Mørck, at godt og ondt er grundelementer i os alle, og min erindring om denne patients kamp med det onde i sig selv gav næring til en vigtig del af min hovedperson, politiofficeren Carl. Og derfor blev navnet naturligvis i sidste ende Carl Mørck.

 På trods af den grusomme form for forbrydelse, der begås i Kvinden i Buret, benytter du også på dygtig vis en masse humor. Hvor stor en rolle, synes du, at humoren spiller i bogen?

  Man siger ofte, at den korteste afstand mellem mennesker er et smil, men det er faktisk ikke sandt. Den korteste afstand mellem mennesker har altid været latteren. Et enkelt menneskes latter i en stor forsamling kan smitte alle. Latteren kan høres på to hundrede meters afstand og kan med omhu og forsigtighed anvendes til at bygge broer over alting. Afdeling Q-serien beskæftiger sig med mange alvorlige emner, og humoren har i den forbindelse flere ærinder. Dels at skabe et pusterum for læseren ind imellem de nogle gange lidt for spændende sager, dels at bygge bro imellem vore hovedpersoner Carl, Assad og senere Rose, og endelig at bygge bro hen over det store gab af politiske uenigheder, der hersker i dag i Danmark og store dele af verden. Med humoren kan man undgå de løftede pegefingre og den bedreviden, som man alligevel aldrig opnår noget som helst positivt med.

 Mange af karaktererne i romanen kæmper med både såvel fysiske som psykiske handicap. Er det et vigtigt tema for dig?

 Jeg tror, at det er min barndom på sindssygehospitalerne, der har lært mig at sætte så stor pris på eksistenser, der ikke er som os andre, og lært mig, at ikke to mennesker er eller bør være ens. Disse skæve eksistenser af enhver observans har vækket min empati og forståelse for, at livet kan leves i mange retninger. Tolerance imellem mennesker er en forudsætning for gode interaktioner imellem dem, og stod det til mig, lærte vi alle tegnsprog og var alle med til i det daglige at gøre det mere enkelt for vore socialt, mentalt eller fysisk handicappede medborgere at være anderledes. Det, vi får igen fra disse mennesker, kan ikke gøres op i penge eller tid. Nye tænkesæt, ideer og synsvinkler opstår. Forenklede livsfilosofier gøres mere komplekse, og komplekse værdier tones ned og gøres mere enkle. Det er derfor, at jeg oftest møder disse mennesker i Afdeling Q’s figurgalleri med varme.

  Mørcks assistent Assad er en virkelig spændende karakter. På overfladen virker han meget troskyldig og naiv, men der ligger tydeligvis også en dybde og kompleksitet under overfladen, og vi ser begge sider af ham gennem hans og Mørcks forhold. Hvordan udviklede du deres forhold, da du skrev bogen?

  Assads historie er et af Afdeling Q’s bærende og mest hemmelighedsfulde elementer. Han opstod af en enkelt sætning, som min gode ven og oversætter Steve Schein gav mig en dag, hvor jeg ringede ham op og erklærede, at jeg savnede ham, og at jeg tænkte på ham meget ofte. Hvorpå han svarede: “Hey Jussi, that’s fantastic. Two souls in one mind. I am ALSO always thinking of me.”
  Gennem denne enkle sætning opbyggede jeg den skæve figur Assad. Han er som Don Quixotes sidekick Sancho Panza, levende og vital og fuld af krumspring og den, der sætter en historie i gang. Samarbejdet imellem Carl og Assad kan tolkes som Sherlock Holmes’ og Dr. Watsons, men helt Watson er Assad nu ikke. Assad er den unikke rengøringsmand, der går Carl til hånde og virker enfoldig, men i virkeligheden rummer stor humor og intelligens og hertil politiefterforskningsmæssige egenskaber i en grad, vi ellers ikke regnede med at møde. Assad er skabt til at være Carls katalysator. Han er ham, der kan få denne dovne, arbejdstrætte overordnede efterforsker til at interessere sig for sit job og sine omgivelser. Og samtidig er Assad et lysende eksempel på en indvandrer, der er ligeværdig, mindst lige så godt uddannet som en selv og ikke det mindste bange for, at forskellige kulturer arbejder side om side. Assads lange historie, som udvikles gennem de mange romaner, er mindst lige så spændende, grum og uforudsigelig som Carls.
  Bare vent!


   Hvad tegner sig nu i horisonten for Afdeling Q?

 Først og fremmest får Afdeling Q endnu en medarbejder. Den besynderlige, egenrådige kvinde Rose, som kan styre hele afdelingen med sine finurlige og anarkistiske væremåder, og uden at Carl opdager det. I begyndelsen i hvert fald.
 Afdeling Q’s romaner udgør en lang sammenhængende thrillerhistorie med alle dramaturgiens effekter og tricks og er bygget over cases, som for hver eneste romans vedkommende foregår i nye, anderledes og hidtil usete locations med originale personer og plots.
 Og så vil jeg i øvrigt ikke afsløre noget, ud over at alle romaner måske engang vil blive husket for hver deres forskelligartede drive, spektakulære sager og forbryderjagter.
 God fornøjelse.